• Share
  • Print
  • Print
  • Sitemap

Uenighed og tvister

En uddannelsesaftale er i princippet uopsigelig, når den er indgået. Derfor er der særlige regler for, hvordan man behandler eventuelle uenigheder og tvister, der måtte opstå mellem praktikvirksomhed og elev under et uddannelsesforløb.

En uddannelsesaftale er uopsigelig, når den er indgået. Dog gælder der to undtagelser:

  • Både elev og arbejdsgiver kan i prøvetiden opsige aftalen uden varsel og uden begrundelse.
  • Hvis elev og arbejdsgiver er enige, kan de på et hvilket som helst tidspunkt gensidigt ophæve uddannelsesaftalen.

Ophæves en uddannelsesaftale, skal dette ske på en særlig blanket, som skolen kan udlevere. Blanketten kan ligeledes findes på Undervisningsministeriets hjemmeside.

En uddannelsesaftale kan dog i ganske særlige tilfælde opsiges, ophæves eller bortfalde.

  • Hvis enten elev eller arbejdsgiver væsentligt misligholder sine forpligtigelser, kan den anden part ophæve aftalen.
  • Hvis en væsentlig forudsætning for aftalens indgåelse viser sig urigtig eller senere brister, kan en elev eller arbejdsgiver ophæve uddannelsesaftalen.

Det gælder for begge situationer, at man skal hæve uddannelsesaftalen inden for 1 måned efter, at man har fået eller burde have fået kendskab til det, som begrunder ophævelsen.

Hvis du som elev udelukkes fra skoleundervisning, bortfalder din uddannelsesaftale.

Skolen kan udelukke en elev fra skoleundervisningen, hvis eleven uden grund udebliver fra undervisningen eller groft overtræder skolens ordensregler. En udelukkelse fra skoleundervisningen kan dog først ske efter at skolen har forsøgt sig med andre løsninger.

Tvister

Skulle der opstår en ueniged mellem dig og din arbejdsgiver, anbefales det at I sammen forsøger at finde en løsning. 

Er det ikke muligt at finde en lokal løsning og det ender med en opsigelse, da kan tvisten bringes for det faglige udvalg for udddannelsen.

Det faglige udvalg for den pædagogiske assistent uddannelse og social og sundhedsuddannelserne hedder PASS.

Når PASS modtager en anmodning fra enten en elev eller en praktikvirksomhed, vil PASS som oftest indkalde parterne til et forligsmøde.

PASS kan ikke træffe afgørelse i en sag. PASS vil søge at forlige parterne, det vil sige finde en løsning mellem elev og arbejdsgiver.

Hvis PASS kan opnå forlig, udarbejdes et såkaldt skriftligt protokollat, som medunderskrives af både elev og arbejdsgiver.

Hvis  PASS ikke kan forlige elev og arbejdsgiver, meddeler PASS forligsmulighederne for udtømte, og at det står både elev og arbejdsgiver frit for at indbringe sagen for Tvistighedsnævnet.

Hvis Tvistighedsnævnet heller ikke kan opnå forlig, træffer tvistighedsnævnet sin afgørelse i sagen ved kendelse.

Såfremt en af parterne ønsker afgørelsen prøvet for domstolene, skal den indbringes for domstolene inden 8 uger fra Tvistighedsnævnets afgørelse.

Tvistighedsnævnet har adresse i Ministeriet for Børn og Undervisning, Vester Voldgade 123, 1552 København V.